Historie

Havebyens baggrund

Gennem hele den sidste halvdel af 1800-tallet var der rundt om i Europa opmærksomhed på, at forholdene for almindelige mennesker, især den fremvoksende arbejderklasse, i de fremvoksende stor- og industribyer var forfærdelige, med elendige boliger i gamle slumkvarterer eller nye kvarterer med lejekaserner og baggårde. Det skabte en række reformbevægelser og lovgivninger om støtte til ”arbejderboliger”.

I starten kom initiativerne ”ovenfra” med initiativer som Lægeforeningens Boliger på Østerbro eller støtten til Arbejdernes Byggeforening (”Kartoffelrækkerne”). Men i 1898 kom der – efter tysk forbillede – en lov om støtte til byggeforeninger, og resultatet blev en lang række fine små byggeforeningskvarterer, der alle var præget af, at arbejderne ville bo med lys, luft og haver. Gode eksempler fra den tid er ”Enigheden” i Brønshøj, ”Den Hvide By” på Frederiksberg, ”Den Hvide By” og ”Lyset” i Valby.

Men samtidig lancerede englænderen Ebenezer Howard i 1898 idéen om havebyen, ”The Garden City”. Meningen var at bygge helt nye selvbærende byer uden for storbyerne, der på én gang var inspireret af de gamle landsbyer og dog med alle moderne bekvemmeligheder. I realiteten blev ”havebyen” dog først og fremmest en model for en ny måde at bygge forstæder: med slyngede veje og huse i traditionel byggeskik. Den første haveby-forstad var Hampstead Garden Suburb i London 1906 ff. 

 

Havebyen i Danmark og Præstevangen

Idéen om ”havebyer” bredte sig hurtigt i hele Europa. Men selv om man i Danmark allerede begyndte at snakke om havebyer i 1908-09, blev de første havebyer i Danmark først stiftet i 1911-12. De to første i København blev Havebyen Præstevangen og Andelsboligforeningen Grøndalsvænge. Begge havebyer var altså fællesforetagender – og realiteten var, at de danske havebyer stort set alle blev bygget af foreninger eller boligselskaber (som f.eks. Bavnevangen i Brønshøj af AAB).

Initiativet til Havebyen Præstevangen ser ud til at være kommet fra to journalister på dagbladet ”Social-Demokraten”, Jens Tornum og H. Lundbeck. Men målgruppen var bredere; i starten hed havebyen nemlig Stats- og Kommunefunktionærernes Byggeforening - Havebyen Præstevangen. Det lykkedes hurtigt at skaffe 348 interesserede, der tegnede sig som medlemmer, og 13. februar 1912 indkaldte men til stiftende generalforsamling i ”Folkets Hus” på Jagtvej (Jo – havebyerne var en del af arbejderbevægelsen!). Derefter lykkedes det at købe 26 hektar af Brønshøj Præstegårds jord (mtr. 356 af Brønshøj) for en pris af 360.000 kr. 

I 1906 havde der været en konkurrence om byplanlægningen i de områder, der som Brønshøj-Utterslev var blevet indlemmet i Københavns Kommune 1901. Planen blev vundet af stadsingeniør Carl Strinz, Bonn, med en plan med malerisk slyngede veje og alléer. Den endelige planlægning af området blev dog udført af Stadsingeniørens kontor, bl.a. udlægningen af de store færdselsårer: Borups Allé, Hillerødgade, Tomsgårdsvej osv. Den faktiske plan for Havebyen Præstevangen blev udført af arkitekten Poul Holsøe, som på samme tid også lavede plan for havebyen Grøndalsvænge, og som også kom til at tegne en del af husene i Præstevangen. Planen fulgte Strinz´ principper med slyngede veje, der fulgte terrænet, iblandet små grønne pladser og rondeller. I Holsøes plan var det dog Mellemvangen, der var ”hovedgade” i Præstevangen – og som derfor oprindeligt hed ”Hovedvangen”. Tanken om at lade Hovedvangen være del af et større system af ”parkveje” ud i det grønne omkring København blev først fremlagt i 1927 og blev grundlaget for den senere Hareskov-motorvejs linjeføring.

Poul Holsøes gav plads til 348 parceller, der skulle fordeles mellem medlemmerne ved lodtrækning. Dog var der et areal ved Utterslev Mose, der ikke egnede sig til bebyggelse og derfor senere blev udlagt som kolonihaver. Efter udstykningen bad man Holsøe sammen med arkitekten Jesper Tvede – som også var Holsøes partner i udviklingen af husene i Grøndalsvænge – om at udvikle en række hustyper, som medlemmerne kunne vælge imellem. I starten ønskede man at følge princippet ”en familie – et hus”, men da byggeriet gik i gang, var det blevet dyrtid, og der blev derfor åbnet for huse med udlejning af 1. salen. Men ellers var det små danske huse og dobbelthuse (efter engelsk mønster), som skulle bygges. Som arkitekterne understregede:

.. man må heller ikke tro, at man kan få flotte villaer for de penge, som man nu en gang kan afse til boligudgifter. – Nej, skal man bygge huse, som arbejdere og funktionærer kan bo i, uden at boligudgifterne overstiger deres økonomiske kræfter, må man bygge almindelige, jævne huse, således som vi kender dem ude fra landet, således som mange af os boede i, da vi var børn. Faders og Moders hos om igen. – Vi kan ikke få flotte villaer med tårne og spir og kostbart krimskrams – nej, jævne huse med rene linjer, således som de nu en gang passer bedst ind i det danske landskab. 

Samtidigt blev der tinglyst servitutter på området (18. maj 1915) om at der højst måttes bygges i ”to beboelseslag”, kun bebygges ¼ af grunden, at sammenbyggede huse skulle ”harmonere i deres ydre” forbud mod ”handel, fabrik, værksted el lign.”. Og endelig blev der – som i ”Grøndalsvænge” – i midten af havebyen bygget et smukt fælleshus med butikker, tegnet af Poul Holsøe og Jesper Tvede (i dag ”Brdr. Friis”).

 

Billedet er fra 1915 og taget ved Dyblandsvangen 10 i retning mod Hareskovvej. Venligst udlånt af Mikael Bjerrum, Dyblandsvangen 10.

 

Den videre historie

De mange nye medlemmer var utålmodige, men man var desværre nødt til at vente på, at Københavns Kommune var klar med den overordnede byplan. Byggestarten gik derfor i 1915, hvor man opførte 1. sektion med 14 huse. 1916-17 opførtes 2. sektion med 27 huse og 3. sektion med 4 huse – og i 1919-22 kom så 4. og 5. sektion med 147 huse. I alt blev der bygget 192 enkelt- og dobbelthuse – og på grund af bolignøden under 1. verdenskrig, kunne byggeriet få 30 % i kommunalt tilskud.

På grund af utålmodighed var der dog en hel del medlemmer, der meldte sig ud og søgte andre løsninger – og i 1924 brød ejerne af 156 endnu ikke bebyggede grunde i den vestlige del af området enige om at bryde ud af Havebyen Præstevangen og danne Havebyen Kirkemosen (i dag Grundejerforeningen Kirkemosen, Brønshøj), hvor grundene skulle sælges til privateje. Foreløbigt fortsatte Havebyen Præstevangen at fungere som andelsboligforening, dvs. som fællesskab i lighed med ”Grøndalsvænge”. Men på et tidspunkt ser det ud til, at man foretrak at lade alle huse og grunde overgå til privat eje – måske inspireret af de mange byggeforeninger, hvor meningen netop var, at husene skulle blive selveje, når gælden var betalt ud.

Endnu i 1934 var Havebyen Præstevangen skødehaver af husene – men til generalforsamlingen 21. marts 1934 var der forslag fra bestyrelsen om ”delvis ophævelse af foreningen og udstedelse af skøder”. Dette ser ud til at være gennemført i løbet af de næste år – for siden har Havebyen Præstevangen været et almindeligt villakvarter, hvor havebyen kun mindes i grundejerforeningens navn. Samtidig er bebyggelsen mange steder blevet ombygget, så det tidligere fællespræg er forsvundet – og helheden led jo ubodelig skade, da man i 1969 brød Hareskovmotorvejen igennem.

Alligevel er Havebyen Præstevangen både historisk interessant og bevaringsværdig som en af Københavns to første – og den ene af Danmarks tre første − havebyer efter engelsk inspiration. Ved den tidligere runddel ved Hareskovvejen står det tidligere fælles- og butikshus endnu velbevaret som et symbol på et fællesskab, som var en gang – og som forhåbentlig kan leve videre og styrkes!

 

Helle Ravn & Peter Dragsbo
August 2015

 

NB: Er der yderligere oplysninger eller rettelser, er forfatterne meget interesseret i at høre fra os i ”Præstevangen” – lige som de gerne vil vide, om nogen ligger inde med gamle billeder af kvarteret, til brug for deres kommende bog om ”Danske Havebyer”. Skriv til dem via Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.